Gartneri

Havde fritidsjob her som arbejdsdreng i min realskoletid og begyndelsen af min gymnasietid.

Vagn viste os meget stor tillid, også i pengesager. Mange af de lokale kom forbi og købte varer. Disse "småpenge" blev bare gemt i store dåser/spande. På et tidspunkt fandt Vagn ud af at jeg samlede på mønter og spurgte om jeg havde lyst til at sortere i disse mange dåser. Aftalen var at jeg skulle finde en af hver årgang til ham, nr. 2 jeg fandt af samme årgang kunne jeg beholde hvis den manglede i min samling. Jeg fik alle mønterne med hjem til gennemsyn, og vi taler her om langt over 25 kg. mønter, mange penge for en skoledreng.

Vagns far, Åge deltog trods sin fremskredne alder meget aktivt i driften. Selvom Vagn ledte og fordelte arbejdet skete det at Åge lavede et veto. Eksempelvis da Frederik d. 9 skulle begraves, forlangte han at vi skulle ind i huset og se det på TV, selvfølgelig med fuld betaling.

Gartneriet lå Præstevejen 4 mellem Fruering og Virring og var ejet af Vagn Dejligbjerg Rasmussen.

Man dyrkede bl.a. sommerblomster, stueplanter, jordbær, blomkål og spidskål.